SERVICEFAG

Vores værksteder på servicelinjen er for de, som gerne vil gøre andre glade og sætter pris på samværet med andre mennesker.

Skovsgård Hotel

Skovsgård Hotel er et anderledes hotel, mere præcist en socialøkonomisk virksomhed.
Der er aldrig to dage, der er ens på Skovsgård Hotel. Året rundt summer det lille andelsejede hotel
af liv og aktivitet. Fra sølvbryllupper og barnedåb – til busselskaber, der lægger vejen forbi for at høre krofatter fortælle.
Hotellet drives efter motto’et “Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi drive et helt hotel.”

På hotellet er der fokus på at øge den enkeltes arbejdsmarkedskompetencer og arbejdspladsforståelse. Dette indgår som en vigtig del af alle arbejdsområder på hotellet. Der arbejdes målrettet med sociale spilleregler, kommunikation, vigtigheden af at kunne overholde indgåede aftaler, at møde til tiden, mødestabilitet, personlig fremtoning og hygiejne.
Arbejdsområderne er blandt andet:

  • Køkken
  • Værtskab (tjener og reception)
  • Opdækning
  • Stuepige og rengøring
  • Vicevært og pedel

Chenillens køkken

Chenillens køkken har god plads og ❤-rum for alle, med varme fra såvel ovne og komfurer, som fra køkkenholdet selv.

I køkkenet tilberedes alle måltider til dagligdagen, og der bages og syltes. Chenillens køkken er et inspirerende køkken med fokus på sundhed, brug af gode lokale råvarer, bæredygtighed, økologi samt reducering af madspild.

I Chenillens køkken vil du opleve faste rammer, tydelige og gentagende opgaver samt en dejlig duft af småkager.
Køkkenet producerer blandt andet småkager og specialbrød, som bliver solgt fra Chenillen selv, men også i butikker, fra en lille isenkram i Aabybro til store Salling i Aalborg.
De lokale skoler i Skovsgård, Tranum og Brovst får leveret deres skolemad fra Chenillens køkken, men de sultne arbejdshold, som selv holder til på Chenillen og omkring skal også fodres af i den sammenhængende kantine.
Arbejdsområderne er blandt andet:

  • Bagning
  • Delikatesse
  • Det varme køkken
  • Opvasken
  • Oprydning og rengøring

Torvekøbmanden

Ved Bonderup Torvekøbmand får du mulighed for at prøve butiksfaget i små og trygge rammer.
I butikken er der meget genkendelighed, da mange af opgaverne ligger fast fordelt i løbet af ugen.
Til dagligt arbejder man på værkstedet tæt sammen med enten arbejdslederen eller en af de andre ansatte i butikken.
Der er altså altid en erfaren kollega i nærheden til at hjælpe, skulle man have nogle spørgsmål.

Torvekøbmanden giver et godt indblik i de mange opgaver, som man har ved en købmand. Den lille butik er altså et godt sted, at starte, hvis man har en interesse for feltet, men godt kan blive overvældet af tanken om en større butikskæde, hvor tingene går lidt hurtigt.
Ved Torvekøbmanden i Bonderup er der altid tid til opgaverne og altid tid til den enkelte.
Arbejdsområderne er blandt andet:

  • Vareopfyldning
  • Kassebetjening
  • Rengøring
  • Pakkeudlevering
  • Bake-off

Råd og dåds genbrug

Råd & Dåd har siden 1994, arbejdet for at skabe meningsfyldte arbejdsmuligheder, ud fra et Socialøkologisk sigte, for mennesker, som af den ene eller anden grund, ikke kan klare ”ræset” på arbejdsmarkedet.
Kerneværdien ved Råd og Dåd er at: ”alle dur til noget.” De påtager sig derfor den opgave, at finde ud af hvilke ressourcer hver enkelt har og bruger dem til noget produktivt.

Genbrugsbutikken har altid fyldt op med tøj, spil, antikviteter og masser af møbler i deres store hal og den ombyggede stald.
Derfor er en af de store opgaver, at finde hoved og hale i sære fund og de lidt mere normale.
Det store udvalg af varer gør, at du har mulighed for at hjælpe ekstra til i det område, som har lige netop din interesse. Måske er du en haj inden for bøger eller er bare generelt god til at finde det folk søger. Genbrugsbutikken kan både rumme det hele, men også hjælpe dig på vej imod lige det, som du dur til.
Arbejdsområderne er blandt andet:

  • Kundebetjening
  • Prismærkning
  • Afhentning af genbrugsvarer
  • Sorteringsarbejde
  • Udstillingsudarbejdelse